ULVETIME
To mænd mødes. De deler lidenskaben for fodbold, men er i øvrigt så forskellige som Brøndby og FCK. Det viser sig, de også deler smerten over at være blevet forladt og begge føler de er tilskuere ikke bare til fodboldkampene, men til livet. Spørgsmålet er, om ensomhed kan hævnes. ULVETIME svinger mellem højstemt poesi og bidende humor og indeholder alt det, der gør Morti Vizki til en af sin generations mest markante dramatikere.

udtryksløshed og nervøse flåen i trøjeærmerne med pseudo-kampklare knytnæver fint rammer billedet af en usofistikeret mand i krise; bedre end hans ord gør det.

Måske har Vizki villet lege med forskellen mellem mænd fra to forskellige slags liv og sociale lag.

Men Vizkis egen raffinerede intellektualitet og følsomhed vælter ikke blot ud over ministeriemanden, der matcher finesserne fint, men også manden med øllen, kvinden derhjemme og billetter til hver eneste kamp i Parken. Maja Ravn endnu en gang har skabt en af sine fortryllende scenografier. Umiddelbart fremstår sceneindretningen asketisk nøgen – salonen på en husbåd, kun prydet af et royalt fotografi – men undervejs røber den et væld af finurlige overraskelser. Og så er den vel at mærke samtidig generøs nok til at rumme rekvisitter, der netop ikke bliver brugt i forestillingen. Som den bådshage på væggen, der er mere kampklar end noget andet i forestillingen, og som de to mænd straks burde have klamret sig til, så de kunne være kommet sikkert i land. Så havde de måske kunnet få fod på en realistisk virkelighed

Medvirkende:
Pelle Koppel
og Thomas Bo Larsen
Iscenesættelse:
Inger Eilersen
Scenografi:
Maja Ravn