Klip fra ukendt anmelder
Luften er tung af lir i forstadskvarteret. Børnene udforsker kønslivets mysterier inde i havens telt, mens mor tager sig et lille ridt på havestolpen, indtil far kommer hjem og vil have en gang sex.

Så er tonen vist slået an til den østrigske forfatter, Hugo Claus’ saftige, sexede samlivssatire i 13 små scener, formidabelt og kødfuldt iscenesat af Inger Eilersen, så det formelig svupper af ironisk erotik, mens de lystne tunger spiller, skridtbindene duver og brystvorterne svirper.

Det er lidenskaberne, magtspillet og perversionerne perfekt sat under mikroskop i scenografen Magdalena Stenbecks køligt-lækre laboratorium i klinisk glas og aluminium.

De 13 scenarier bringer os vidt omkring. Fra Bayerns kong Ludvig i 1870 – ham der bedst kunne lide mænd – over Miss Wild World-konkurrencens nærgående spørgsmål til en af misserne – hun smadrede forresten sin kærestes knæ, fordi han stak hende en flad – til konen, der kyler kartofler efter manden, fordi han sidder og onanerer foran fjernsynet.

Hvilket blot er begyndelsen af denne begavede og herligt vulgære komedie.

Vi er også med, når manden, der har chikaneret kvinden i togkupeen, får bidt de ædlere dele af, når den rasende brud diskuterer forstoppelse og afføring, når bedstefar leger med lille Monica eller når manden fortæller om, hvordan han slog sin kæreste ihjel og åd hende, mens tre juhu-piger omkring ham sovser deres kroppe ind i ketchup, baked beans og chokoladesovs.

Udelt latter

Det er kroppen som handelsvare og seksualiteten som magtmiddel i en stribe sprogligt og kropsligt udfordrende optrin, hvor skuespillerne Marina Bouras, Jannie Faurschou, Mads Mikkelsen, Joen Bille og Anja Nielsen kappes om at aflevere den ene mere stramt og vittigt holdte figur frem for os til udelt latter.

Satiren er voldsomt begavet fra forfatterens hånd, og det er en fornøjelse at se, hvor saftspændt morsomt Inger Eilersens iscenesættelse forløser denne groteske og kulsorte humor

Anmeldelse
Barsk og belgisk

Af JAKOB STEEN OLSEN

er ud med lige dele skarphed og desperation. Marina Bouras lægger således ud som dum-
sexet blondine med en Kirsten Walthersk sødme, for så at slå til med en ubønhørlig intensitet i flere sekvenser. Det ualmindeligt præcist, skrøbeligt og skægt. Den truende dæmoni og den intense smerte er to af de særkende, Lars Mikkelsen kan trække flot på, ikke mindst i en sekvens, hvor en kynisk forførers leg med stuepigen viser sig at dække over en stor sorg. Jannie Faurschou, der synes at være inde i en pragtfuld, selvsikker udvikling i det lidt modnere rollefag, folder sig formidabelt drastisk ud, ikke mindst i en vidunderlig scene som flagrende hjælpeløs operadiva med kulørt fortid. Og endelig lader Joen Bille vanviddet lyse i øjnene på en række skarpt tegnede lummeronkler fra perversionernes overdrev. Den belgiske civilisationsrevser dreng får i det hele taget tegnet en grovskitse af en civilisation, der nødtørftigt holdes sammen af kvælende konventioner og grænser for det tilladte. Hugo Claus  slipper her, undertrykkende traditionsfortrængningerne løs i veloplagt tabu-show.

Resultatet er et følelsesmæssigt kaos. Der er noget farligt indeni, og det slipper han løs for fuld apokalypse. Det er krast, det er lummert, det er lige i synet og ret morsomt, når han stirrer tabuerne durk i øjnene og lukker ligene ud af lasten. Her er kvinden, der bliver seksuelt opstemt af
børnenes doktorlege i teltet. Miss Wildworld, der skal afdække sine intimeste oplevelser i et ubehageligt tv-show, men som afslører endnu værre tildragelser, end selv den klamme programvært kan holde til. Manden, der forulemper en fremmed kvinde i toget og bittert fortryder det.Og så fremdeles. Man kan ikke lade være med at sende dramatikeren Hugo Claus’ hjemland en kærlig tanke. Hans skuespil Serenade, der spilles på Husets Teater, er skrevet 10 år før, skandalerne sendte det gode, flade Belgien til tælling. Men Claus kunne ikke have fundet på landets nyere, betændte historie bedre selv.

Serenade er et moderne drømmespil. Ikke bare er stykket bygget op af en række løst sammenhængende scener, der ikke har andet til fælles end løse ledemotiver. Men
tableauerne er også hentet fra nederste lag i underbevidsthedens mørke. I hvert fald er det alle borgerskabets uhyrlige fortrængninger og skjulte lyster, der hele tiden dukker op til overfladen i de mange små uforudsigelige udbrud af desperation, som kommer til syne, hver gang tæppet går til
side. Belgisk teaters uartige Uafviselig lidenskab På Husets Teater har instruktøren Inger Eilersen optrådt som den perfekte drømmetyder af dette foruroligende sjælelandskab. Hun har forstået, at den harske holmgang med det utilstedelige også må spilles med en indre glød og uafviselig lidenskab, og ikke bare overlades til den fræsende, farcerede ironi, der ligger lige for. Kynismen bli-
ver menneskelig. Og det skyldes ikke mindst et usvigeligt sikkert ensemble, der spiller Det er stærkt. Og stærkt underholdende. Man må i det hele taget sige, at det københavnske teater har reddet æren med en ualmindelig stoisk forårssæson. Og denne æske bitre belgiske chokolader er lige til at guffe i sig. Hvis man da kan tåle dem.

Serenade. Skuespil af Hugo
Claus.

Oversættelse: Nina Davidsen og Jens Bille
Medvirkende

Marina Bouras,
Jannie Faurschou, 

Lars Mikkelsen,

Joen Bille

Anja Nielsen.

Iscenesæettelse: Inger Eilersen.

Scenografi. Magdalena Stenbeck.