Historien om den fattige, familieløse og analfabetiske tjenestepige Lovise i 1760´ernes København. Lovise er datter af en af Københavns natmænd – tidens mest udstødte og ringeagtede personer. Hun ernærer sig dels som tjenestepige hos Madame Schulz, dels ved at gå til hånde på Frederiks Hospital. Den residerende doktor Sidenius har i sin tid fået Lovise anbragt i København. Sidenius er den eneste, der ved, at hun er datter af en natmand, men han har tillid til hende trods hendes stand og herkomst.

Anmeldelse Henrik Lyding JP

Gensynet med Nikoline Werdelins bramfri og livslystne blanding af klassisk 1700-tals-komedie og kvindelig udviklingshistorie fra urpremieren på Grønnegårdsteatret sidste sommer bekræfter, at der her er tale om en umanerligt god teatertekst.  Når vi får overstået indledningen, der heller ikke rigtig fungerede i Grønnegården, bliver historien om tjenestepigen Lovise og hele det mummespil, der drives omkring hende, idel teaterfornøjelse, et fint tidsbillede og en interessant skildring af en ung piges kamp for fodfæste i en tid, hvor verden var delt op, ikke blot i rige og fattige, men også i dem, der kunne læse, og dem, der ikke kunne. 

Komediens hemmelighed

Til de sidste hører Lovise, der heller ikke har sin fortid med sig. Hun er nemlig datter af natmanden, ham der gik bødlen til hånde. Det er en af komediens hemmeligheder. 

Andre af slagsen gemmes bag scenografen Marie í Dalis sindrige vægdekoration, bestående af lutter døre, mens gardiner og vasketøj suser ud og ind på de røde tørresnore hen over scenen. Enkelt og velfungerende.

At kostumerne så ser ualmindelig nye og renvaskede ud, og ligner – ja, kostumer – det må der kunne gøres noget ved. Patineringens kunst er jo opfundet til det samme.

Heller ikke alle i Inger Eilersens ellers glimrende iscenesættelse har lige let ved Nikoline Werdelins bevidst gammeldags replikker – ordene er sat på skruer, som Holberg ville have sagt. Og netop Holberg er tydeligvis en af Werdelins inspirationskilder, både hvad angår kvinders ligestilling og ret til uddannelse, og når det kommer til sproget. Samme kraft i dialogerne, om end saften og de seksuelle hentydninger er langt mere direkte og udpenslede end hos gamle Ludvig.

Karoline Munksnæs spiller Lovise, sødt og kønt, men også lidt enstrenget, Mikkel Vadsholt er den joviale doktormand, Torbjørn Hummel den tossede bager – begge tilstrækkelige – mens Morten Aa. Hemmingsen og Jan Meyer ikke formår at gøre henholdsvis den forelskede tømrersvend og den selvglade skriver til andet og mere end komediefigurer.

Madam Schultz

Til gengæld er Birgitte Simonsen en udelt fornøjelse som madam Schultz – lige dele forgræmmet ærbarhed og forslugen sexlyst – ganske som Pernille Højmark gør en god og til sidst ganske rørende figur som den omrejsende madam Münster med miksturer og skillingsviser til fals. Og endelig er der masser af kropslig svirp og elegant replikkunst i Peter Oliver Hansens charmerende og farlige slyngel-fortæller. Trods ujævnhederne i rollebesætningen overbeviser Nikoline Werdelins tekst fortsat om sine store kvaliteter. En spændende historie, en underholdende teateraften – moderne dansk dramatik i gammel, langtidsholdbar stil.

Instruktion: Inger Eilersen
Scenografi: Steffen Aarfing/Marie I Dalí
Musik: Mikkel Hess
Medvirkende: Karoline Munksnæs, Morten Hemmingsen, Birgitte Simonsen, Pernille Højmark, Mikkel Vadsholt, Thorbjørn Hummel, Peter Oliver Hansen, Jan Meyer

Anmeldelse,
Gregersd