Anmelselse

Herre, forbarm dig!
Af: Jakob Steen Olsen,

Stærkt spil i kras religionskritik på Husets Teater.
De taler og taler med Vorherre i det sterile lufthavnskapel. Den energiske rengøringsdame, der pudser og polerer, som forsøgte hun at befri verden for al den snavs, der var i den. De kriseramte rejsende, i mere end en forstand i knæ på bedeskamlen foran alteret, kaster sig ud i lange samtaler med Vorherre, opruller hele deres triste liv.

I den østrigske filmmand og nu også teaterforfatter Ulrich Seidls >>Fader vor« på Husets Teater kommer vi med voyeuristisk fryd helt tæt på disse kværnende, fortvivlede ansigter. Religionen fremstilles her i brutal belysning: Som krykke og redningsplanke for forpinte sjæle, der ikke har overskud til at gøre noget ved deres betændte situation. Hjælp os! Frels os! Skån os! Bønhør os! Herre, forbarm dig!
Seidl tager i virkeligheden ikke stilling, men lader os blot lytte til disse ensomhedens enetaler. Det religiose aspekt er i virkeligheden ikke det, der for alvor trænger sig på over for et udvandet protestantisk publikum som det danske. Det, som for alvor gør indtryk i Inger Eilersens præcise instruktion, er den megen smerte, som disse mennesker bærer rundt på i en forskruet verden, der gor onde ting ved mange af dem, der lever i den. Og den smerte spilles flot ud på Husets Teater.

Karen-Lise Mynster er en åbenbaring i rollen som rengøringskonen. Som den noget naive kvinde med den stærke tro, tilflugt i et ægteskab, hun som bogstavtro katolik er tvunget til at blive i afsynger Mynster henført sine salmer med inderlighed og blanke øjne. Salmer, som snører sig sammen i struben på hende, i takt med at virkeligheden kommer væltende. En stærk præstation, bevægende smertefuld og drastisk udleverende på samme tid. Og Olaf Johannessen er ikke mindre fremragende som det bitre skaffedyr og selvmordskandidat, offer for egne og andres forventninger og efterhånden et omvandrende lig. Med sin blege, senede anspændthed og sprukne stemme fylder Johannessen denne ulykkelige mand i det ulastelige jakkesæt med en aggressiv desperation, som gor stort indtryk. I det hele taget er det formidabelt, hvordan denne skuespiller udvikler sig med stormskridt uden for den nationalscene, der ikke havde brug for ham. Og Kristian Halken er helt rigtigt placeret med sin vrantne tvetydighed som den sarkastiske sikkerhedsvagt, der går til og fra – en mand, som gerne vil tro, men som ikke
kan, og som kammer over i forhånelse af dem, der klynkende anråber Vorherre om hjælp. Det gælder ikke mindst en nervespændt Sarah Boberg som aldersforskrækket enlig mor, trist og fortabt, nu hvor skønheden er på vej til at blive en anden. Indimellem småantastet af Joen Billes skræmmende, liderlige taxachauffør. der bekender sine sadistiske voldtægtsforbrydertendenser foran Jesus, som var de selvophidsende pornohistorier, ude af stand til at få bugt med pælen i kodet. Og endelig runder teaterskoleeleven Özlem Saglanmak den stærke sekstet af som den unge pige, der er på vej hjem fra farens begravelse uden at kunne tilgive, men som i krisesituationen finder den for længst glemte rosenkrans frem fra kosmetikpungen. Vorherre? Han svarer ikke. Og det er næsten det mest forstemmende.

Medvirkende
KAREN-LISE MYNSTER,

JOEN BILLE,

KRISTIAN HALKEN,

OLAF JOHANNESSEN,
SARAH BOBERG,’

ÖZLEM SAGLANMAK
PRÆSTEN: Reinhold Sahner / Peter Mosegaard

Oversættelse: Kristian Erhardsen

Scenografi: Marie í Dali
Iscenesættelse: Inger Eilersen

Anmelselse
Jyllandsposten