Anmeldelse
MENS VERDEN HOLDER vejret og beder for ‘den skrøbelige våbenhvile’ i Makedonien, kan Københavnerne høre en af Makedoniens unge, ru ograspende kunstnerstemmer på Kalejdoskop. Det er Jomfru Ane Teatret fra Aalborg, der gæstespiller med musikforestillingen ‘Englesyn’, skrevet af den makedonske dramatiker Dejan Dukovski og sunget i vemodigt skæv kabaretjargon af den karismatiske Baal-sanger Bjørn Fjæstad. ‘Englesyn’ havde premiere allerede i 1997 i Skopje og står derfor ikke som noget aktuelt eller konkret ‘dokudrama’ fra en by i det ulmende Europa. Nu er situationsrapporter også sjældent egnede til scenebrug, og ‘Englesyn’ kunne for så vidt handle om en hvilken som helst civilisation i dyb krise – for eksempel dén, som den sortseende tyske desperadokunst i mellemkrigsårene beskæftigede sig med – blot lænker enkelte navne og vendinger uvægerligt associationerne fast til ‘noget nær nutid’, ‘noget nær Balkan’.

SCENOGRAFEN Magdalena Stenbecks guldindfattede cirkusmanege er dækket af det fineste stjernestøv,
der drysser som skel fra forestillingens forhutlede cirkusfolk.  Øverst våger orkestret med forsangeren Bjørn Fjæstid som en djævelsk guddommelig cirkusdirektør, der lokker sine bor op i himlen eller hvor de engle/vide skikkelser nu svæver hen med cirkusstjerner og middelmådigt artiIsteri. Dukovski har altså valgt det marginale, eksotiske og let romantiserede cirkusmiljø som næsten klassisk afsæt for sin historie, der begynder med et mislykket selvmord og ender med et fuldbyrdet. En cirkusprinsesse med høj hat og strutskørt leger med løkken og en løbsk hest i et tragkomisk skyggespil bag den hvide teltdug. Livet er en genstridig størrelse for de arbejdende og sadomasochistisk elskende artister, men døden får dog bugt med det. Igen og igen. Volden som kærtegn og mordet som den ultimative kærlighedserklæring det er ikke nogen velfærdsstat med djærve middelklasseværdier, Dukovski portrætterer, men en dekadencens sidste (under-
holdende) rasteplads: »Et kongerige for en luder!«<, lyder en af Dukovskis litterære omskrivninger i en tekst, hvor erektion rimer på revolution, og hvor undertråden i det ordrige væv mellem numrene ofte er lidt for løs . Men når det er sagt, må man tage cirkushatten af for den festlige undergangsvision, skuespillerne Claudio Morales, Lars Junggreen, Christine Exner og Sanne Ertbirk får stablet på benene. Med rockgruppen
Baal som toneangivende om end for sparsomt spillende husorkester. Her er både linedanserinden i erotisk ubalance, kattekvinden med dræberpoter, klovnen med det stivnede grin og dragdronningen med den elastiske seksualitet. Lars Junggreens brystbehårede yndighed har et af forestillingens mest gribende numre, sunget af Fjæstad men performet af en forhoret, forløjet og statelig drag. I denne scene driver smerten ikke af dramatisk teaterblod, men lægger sig som et sorgfuldt smil om den bemalede mund. Og som englestøv på
stemmen.
LISE GARSDAL

Oversættelse og medforfatter på sangtekster: Simon Boberg
Medvirkende:

Claudio Morales,
Lars Junggreen, Christine Exner
Bjørn Fjæstad
Sanne Ertbirk
Instruktion Inger Eilersen
Scenografi : Magdalene Stenbeck
Komponister og musikere på scenen : BAAL
Bjørn Fjæstad, Henrik Melander, Jesper Grann, Morten Lundsgaard, Troels Skærbæk

Foto : Niels Krog Hansen

NOMINERET TIL EN REUMERT FOR BEDSTE MUSIKFORESTILLING ‘
Anmeldelse