Anmeldelse:

‘Boblerne i bækken’ Folketeatret på turné 21.9.2010 Anm.

Johanne Louise Schmidt, Thomas Mørk og Niels Skousen i ‘Boblerne i
Bækken’ (Tegning: Claus Seidel)
WERDELINS MESTERVÆRK
Glimrende nyopsætning af Nikoline Werdelins mesterværk ’Boblerne i
bækken’ til Folketeater-turné i de kommende måneder.
******
DER er få danske stykker, der har bidt sig så fast i erindringen som
Nikoline Werdelins ’Boblerne i bækken’ fra 2002. Og det er en drøm at
se det opsat igen. Dengang var det Aveny T. Nu er det Det Danske
Teater, der sender stykket på turné.
I ét hug vil jeg sige, at det nok er et af de bedste stykker, som er
skrevet i den generation. Måske det allerbedste.
Det er livsnært, selvom det handler om døden. Det rammer en stemning
af livsbekræftelse fuldstændig rent, skønt det dårligt kan siges at
foregå i mere nedslående omgivelser: På en dødsgang på et hospital,
hvor fem patienter, fem mænd, alle kræftramte, henslæber en
tilværelse, der er rimelig udsigtsløs.
GRIBENDE MORSOMT
Rørende. Varmt. Gribende. Og gribende morsomt. Fuld af absurde situationer.
De fem er stykket sammen af:
En præst, som alle dage har været målløs over for både sin hellige
gerning og det virkelige liv. drømmer om at få sig en kvinde og en
familie, men altid bare famler og fumler. Thomas Mørk spiller skroget.
Så er der den gamle DKP’er og 68’er, som Claus Flygare lægger
autentisk krop til, meningerne er efter bogen, og hippietidens
raseringen af kone- og damemarkedet er markerede højdepunkter i det
liv, der nu er ved at briste som en boble. Det var den fyr, Claus
Ryskær spillede så forrygende komisk ved uropførelsen dengang. Flygare
skaber en mere rå børste af en macho-figur, men ikke mindre grotesk.
Han strutter af hjælpeløs potens.
I rollen som den mindre og mindre selvsikre læge, der som indlagt har
det allerstørste mas med at holde sin bedreviden for sig selv – ikke
mindst over for noget så inferiørt som en sygeplejerske – har Jens
Gotthelf sin første rolle efter lang tid på Aalborg Teater og rammer
sin type rent.

Benjamin Kitter er tildelt rollen som den lattervækkende
helsefanatiker, som over for realiteterne brænder inde med al sin
visdom. Spøjs fortabt type. Da han i et anfald af sund fornuft kyler
sit grønne pillearsenal i papirkurven, lusker han senere uset tilbage
og fisker guffet op igen.
TUMLINGEN
Endelig får Niels Skousen en guddommelig og herlig tumling ud af den
femte patient. Baard Owe spillede ham i sin tid. I Skousens udgave en
rørende naiv og pudsig fyr, som intet ondt formår i denne verden, småt
begavet, men ejer af hjertets renhed. Det er ham med den guddommelige
replik: ’Der er mere mellem himmel og jord end noget andet sted’. Han
er den eneste af de fem, hvis livsforløb ikke får sit flash back.
Han bruger til gengæld denne sin hjertes renhed på de kønneste
bestræbelser på at få natsygeplejersken til at love aldrig at forlade
sit job. Han kan hendes tidsrytme på fingrene og på klokkeslæt. Og
klamrer sig til dem.
FORUNDERLIG SØDME
Og så sygeplejersken. På en sær måde nok hovedrollen. Sygeplejersken,
som alt kredser omkring på stuen. Ellen Hillingsø gav i sin tid rollen
et skær af mystik. Johanne Louise Schmidt tilfører den noget andet. En
forunderlig sødme. Med sine lange ben og røde hår er hun naturligvis
en appetitlig attraktion for de fem. Men for dem og os er hun nærmest
arketypen på en frelser, en katalysator for håb og mening, selv en
skæbne, men for andre omkring hende en bekræftelse på, at det er
livet, det handler om, omend døden, der ses i øjnene.
Det er en flot, at Mette K. Madsen formår den næsten revy-artistiske
præstation at spille fem forskellige roller i flash backs og indslag,
uden at gøre hverken os eller sig selv desorienteret. Professionelt,
og især stærkt i
den scene, hvor hun som patient er tilbage i lægens konsultation og
agerer den scleroseramte, der beder om sprøjten. Selvom scenen mest er
til for at give os baggrund for den kræftramte læges opførsel på
hospitalet.
Inger Eilersen har iscenesat dette mesterværk med stor loyalitet over
for Werdelins tekst – det var Werdelin selv, der iscenesatte på Aveny
T – og man registrerer især den gode personinstruktion og sitrende
rytme. Tilsat små musikalske undere – som Flygare, der synger ‘Bella
Ciao’. Eller Dylans ‘Death is not the end’ som mumlende fællessang.
GregersDH.dkanmeldelse: