anmelselse Englesyn


Teater

»Englesyn<<
på Kaleidoskop i København er en vellykket grum og grinagtig danse macabre

AF LARS WREDSTRØM


Livet som cirkusmanege også for ledsagesangene, men hvor det først og fremmest er skuespillerne og teater-
tekstens dobbelttydighed, tiltrækker sig størst opmærksomheden. Rets- og moralbegreberne kommer på prøve i den spændende og meget seværdige forestilling »Englesyn på Kaleidoskop i København. Her tages udtrykket »livet er en scene dødsensalvorlig. For med en sjælden set uhygge, men også grinagtig indfaldsvinkel, hvirvles følelsesbegreberne rundt, mens publikum konfronteres med, at tesen om den eneste ene som kærlighedens frelser alt for let kan forvandle sig til det stik modsatte. Cirkusmareridt Livet er nemlig i Dejan Dukovakis meget poetisk-absurde drama forvandlet til en cirkusmanege, hvor en flok fallerede cirkusartister gennemspiller kærlighedens groteske forunderlighed.


I syv scener følger vi livets og dødens danse macabre, ledsaget af musikgruppen BAAL, der står bag den mukalske tolkning af forestillingens cirkusmareridt. Boberg, Dukovski og BAAL står efterhånden aftager.
I den forbindelse forstår instruktøren Inger Eilersen behændigt, overskudsmættet og meget vellykket at tilføre den gnist af vanvid, som teksten absolut lægger op til. Lars Junggreen er fuldstændig vidunderlig i dobbeltrollen som både offer og bøddel. Opkørt, når han f.eks. i rollen som drag-queen forfører små makedoner-drenge, og uhyggelig, når han som en bedre Peter Lundin dobbelttydigt udraderer de, som forelsket passerer hans vej. Bjørn Fjæstad harmonerer fint ind i stykkets tese om, at Gud eller djævel kommer ud på et. I rollen som Sjæleopkræver eller Døden spiller han dæmonisk på den tvetydige holdning til både kærlighed og had, hvad der spidsfindigt står i vejen for en afdækning af, hvem af de to arbejdsgivere han egentlig er i ledtog med. Samtidig fungerer han som forsanger i gruppen BAAL

Luder og madonna
Sanne Ertbirk og Christine Exner forstår begge at kombinere begreberne luder og madonna på en dragende måde, mens Claudio Morales mere underfundig end uhyggelig. Jean Genets »Balkonen har sat sine spor i en leg med offer- bøddelrollen, selvom Englesyn forbliver helt sin egen; den tiltrækkende uhygge, al den følelsesmæssige larm man kan ønske sig, men hvor ønsket om magt, er afløst af trangen til læge. En tese som med overlegen råhed bliver afsætningspunktet for hele fore stillingen.

Forestillingen er kort et djævelsk godt miks og guddommeligt teater.