To enaktere af den jødisk-ungarsk- engelsk-amerikansk- tysk-østrigske dramatiker George Tabori, der har det med at unddrage sig det forudsigelige
Anmeldelse
Af ERIK THYGESEN
Heldigvis er der hele tiden teaterfolk, der er så trætte af udbuddet på de eksisterende scener og  deres egne muligheder for at komme til at lave noget kunstnerisk tilfredsstillende at de selv tager
chancen og initiativet til at vise noget helt andet.

Et foretagende, der kalder sig Kunstnersammenslutningens Teater, er løbet i gang af skuespillere og har som formål »at give uddannede skuespillere en mulighed for at kunne arbejde med dramatikken og skuespillerfaget på betingelser, der ikke er underlagt den etablerede teaterverdens krav om sikker succes,og dermed sikker økonomi. Gruppen viser – efter at have været på turne rundt i landet med dem – det næste par uger to enaktere af den mærkelige jødisk-ungarsk-engelsk-amerikansk-tysk-østrigske dramatiker George Tabori.

Tabori har tidligere været spillet her i landet – måske vil man huske Mein Kampf og måske  Goldberg-variationer. Tabori er dels så befriende gammel, dels så kosmopolitisk, at han har det med at unddrage sig eller sprænge de trends eller kategorier, som ind imellem kan gøre det lov-
lig forudsigeligt at gå i teatret. Hans personer, steder, handlinger hænger strukturelt fint sammen, men man må sige, han blander drinksene efter en forfriskende anderledes og eget personlig recept. Den ene af enakterne hedder Storinkvisitoren. Den har lånt fra og henviser med cita-
ter direkte til Dostojevskis Karamazov. I denne genfortælling er der tre personer den onde, fordærvede Ivan (Bibelens Cain), hans gode og renfærdige broder Aljosja (Abel) samt skøge-madonnaen, den ikke kun af alkohol ødelagte Grusjenka. Brødrene genopfører den gamle kamp mellem det gode og det onde. Den onde tirrer og udfordrer og ydmyger den – gode frem til et  punkt, hvor Bibelhistorien dementeres. I Ivan/Kain er paradoksernes mand: »Vejen til den sande tro går gennem blasfemi,« siger han og anklager Aljosja/Abel: »Du ødelagte mig med din kærlighed, da vi var børn. «

I Inger Eilersens opsætning balancerer med drilsk veloplagthed på en farlig knivsæg med noget patetisk højstemt på den ene side og en mindst lige så vanskelig pøl af platheder på den anden. Grusjenka er både frygtindgydende og lattervækkende vulgær. Den gode broder er så renfærdig, at han næsten bliver gennemsigtig. Og det sker, det hele kammer over. Det er ikke en beskyldning, man kan rette mod den anden og noget mere traditionelle historie, Insomnia.

Søvnløshed Den kvindelige hovedperson er en midaldrende dame, som tjener lidt ekstra på at udleje den ledige halvdel af dobbeltsengen. Han er den evige fremmedarbejder, som søger lykken eller bare et job så han kan sende penge tilbage til hustruen og de mange næsten uforsørgede børn i hjemlandet. Hun ydnytter den smule magt hun har til at ydmyge ham, og han lader sig til et vist punkt ydmyge. Hans sokker stinker, han spiser (naturligvis) hvidløg, han prutter dybt og inderligt. Hun har opsvulmede ben, triste møbler, trist natkjole og er i det hele taget ikke rigtig noget at samle på for nogen. De kan ikke falde i søvn og giver hinanden skylden – ikke kun for søvnløsheden. De er stort set lige miserable. Og det erkender de så måske, mens en  klezmerklarinet binder de løse ender sammen. En god og simpel historie om kultursammenstød og kærlighed, som bæres rent og stilsikkert hjem. Tabori spilles i Det russiske Hus i Vester Voldgade i København, hvor tidligere Landsforeningen Danmark-Sovjetunionen og Kino Kosmos holdt til. Et lille lokale med tilstrækkelig få siddepladser til, at teatergruppen kan være helt sikker på ikke at få økonomisk overskud på projektet. Så meget større grund er der til at glæde sig over det kunstneriske.
Oversættelse: Niels Brunse og Thomas Leth Rasmussen.
Instruktion: Inger Eilersen.
Scenografi.: Thomas Kolding.
Musik: Ivan Horn

Medvirkende.:
Thomas Leth Rasmussen
Judith Rothenborg,
Thomas Stender.