BLODET PÅ SOMMERFUGLENS VINGER -eller Historien om Rio Esmeralda

Anmeldelse af craig 
Sæsonens sidste forestilling en kraftpræstation I foyeren er stemningen der. Med The Stones på væggen, indiske tæpper og hynder på gulvet. Steppeulven på bordet og en tåge af røgelse. Det var dengang, håbet levede.
»>Blodet på sommerfuglens vinger« hedder stykket. Sæsonens sidste på Team Teatret med premiere i aftes. Og titlen passer. Det er en forestilling, der er mere end barsk. Ondsindet i sin håbløshed. Det er historien om Esmeralda, der har slået sig ned ved en motorvej i New Mexico eftersøgt for mord på sin mand, der ikke fortjente at leve«<.
Hendes tidligere elsker fra ungdommen, Dennis, dukker op på skjulestedet. Han har været hele turen igennem med syretrip, Woodstock og Easy Rider. Samtidig er politiet på sporet af Esmeralda i skikkelse af en macho-betjent indbegrebet af den amerikanske voldsmand.
Og først og fremmest er der datteren, der sammen med moderen hvirvles ind i en generations-kamp. Esmeraldas sammenstød med
de tre personer datteren, elskeren og politimanden udfolder sig i den endelige drama om hendes sidste timer. Det er en kraftpræstation af
et stykke. Et skrig om kærlighed og samtidig det endegyldige drab på 60’erne. I teatersalen er alt håb ude. Alle forråder alle, og alle har
forrådt sig selv. Esmeralda er den eneste, der får sin vilje hun får døden som det sidste ønske.

Erin Cressida Wilson har skrevet stykket, og hun var iøvrigt rejst den lange vej fra USA for at se uropførelsen. Hun har skabt en tekst, der er mere end hård. Et voldsomt drama. Fabulerende finder hun rundt i alle afkroge af menneskers lidelser, håb, frustrationer og bristede
drømme. Og instruktøren Inger Eilersen har forløst de mange, mange ord. Hun har fundet frem til den humor, der gør godt. Hun gør  pændingen til at holde ud. Og hun har taget hånd om den ømhed, der også findes bag facaden det bittersøde. Uden hendes iscenesættelse var vi blevet blæst ud af salen, her suges man ind i stedet. En kraftpræstation som nævnt. Ikke mindst af skuespillerne.
Isa Holm skal have den største buket. Hun hvirvler mel lem sårbarhed og desperation. Hun er kvinde og den lille pige. Hektisk og kærlig-
hedshungrende. Hun får alle facetterne med og skaber en person, der kan mærkes, og Dorthe Larsen som datteren rammer også rent.  som den heltunge rod i pubertets- forvirring. Hvor samtlige forsvarsparader er taget i brug. Hvor hårdhed og trangen til moder-kærlighed slås og slås i en verden, hun ikke kan håndtere. Og som den unge kvinde, der for første gang finder ud af, at sex kan bruges. Til glæde
ja men så sandelig til magt. Den magt, der gør ensom. Og fjerner en fra alle de drømme, man så længe har troet på. som man kan holde om. Som man kan græde med og forstå langt ind til marven. Overvældende. Dennis eks-elskeren tog Uffe Kristensen hånd om. Overbevisende. Den 40-årige flipper, der er på vej ud i en verden, hvor han ikke kan bunde. Hårdt spillet og morsomt spillet. Og igen med  en grad af indlevelse, at medlidenheden også melder sig. Han lever i en fortid og på en fortid, der aldrig kan bære. Han krakelerer. Og Claus Uhland som politmanden. Macho-manden, der aldrig blev voksen. Som stadig trænger til moders bryst. Drengen, der aldrig kunne blive andet end morder. En lille rolle men igen en præstation, der skabte liv og troværdighed. Skabte afstand til de klicheer, der ellers kunne have dræbt forestillingen. Altsammen bundet sammen til en helhed af Jan Wessels scenografi. Vanen tro havde han igen udnyttet teatersalens muligheder til det yderste. Sørget for at publikum inviteres helt indenfor. Flotte rammer, der blev suppleret mesterligt af Ivan Horns hårde country-rock. Team Teatret har skabt en helhed. Ingen nemme løsninger og en forestilling, der rummer ensomhed og et råb om kærlighed gennemsyrer ”Blodet på sommerfuglens vinger” kræver sit af publikum. Kræver meget. Men indsatsen er resultatet værd. Der er en oplevelse i vente.

Medvirkende:
Isa Holm
Dorthe Larsen
Uffe Kristensen
Claus Uhland
Henrik Andersen

 

Iscenesat af Inger Eilersen
Oversat og bearbejdet af Inger Eilersen og
Morti Vizki
Musik Ivan Horn
Scenografi Jan Wessel
Kostumer: Inge Lise Clemmensen
Lysdesign Ole Jakobsen, Thomas Ravnsgaard
Lydstudio, mix og båndindspilning:
Ole Wiinberg og Ivan Horn