Den Blinde maler
Werdelins vederstyggelige verden
Blind er noget af det eneste, man ikke kan beskylde Nikoline
Werdelin for at være. Tværtimod har hun et næsten uhygge-
ligt syn, sådan en besk blanding af røntgen og ultralydsscan-
ning, der opfanger alt det mest utiltalende og ulidelige hos os.
For det er netop os, hendes samtidige, Werdelin iagttager
og forstår så ejendommeligt eksakt. Både i sine tegneserier og
sin dramatik afslører hun, at hun tilsyneladende kender os lige
så godt som sine gamle skolekammerater. Hun er fortrolig med
vores liv i alle dets detaljer, fra badeværelset til bardisken.
I Den blinde Maler har Werdelin imidlertid udvidet sin horisont
– både ved at gøre hovedpersonen til mand og til midaldrende.
Hendes Søren Sibast er en succesfuld kunstner, udadtil i hvert
fald, og han er atypisk for hendes figurer, fordi han hverken er
optaget af materielle goder eller af den store kærlighed. Han
er meget simplere. Hans boheme-ego er nemlig kun drevet af
to grundbehov: Sprut og kvinder. Ellers kan han ikke male.
Selv er han i tvivl om, hvilken kraft, der er den stærkeste livsin-
spiration – flasken eller kvindekroppen. Derfor forsyner han
sig konstant med overdoser af begge dele. Han skal jo inspi-
reres, han skal jo skabe, hans talent skal jo blomstre… Werdelins
pointe er, at så enkelt kan man næppe leve – ikke hvis man ind-
drager andre i sit liv. Det bliver i hvert fald de andre, der kom-
mer til at betale prisen: i dette tilfælde de kvinder, der ser det
som deres opgave at prøve at gøre ham lykkelig – selv om hanselv til enhver tid afviser at overtage deres idealer om ‘det gode
liv’. Stykket er uden nåde. Der bliver ikke pyntet på Den Store
Kunstner og hans livslogn. Tværtimod udpensles alle detaljer
omkring dette alkoholstinkende røvhul af en charmeur.
Nutiden, der aldrig slutter Naturligvis skal slutningen ikke røbes her. Men formodentlig er netop slutningen det svageste punkt, sådan dramaturgisk set. Måske er det ikke så overraskende. En kunstner som Werdelin
har netop i sine tegneserier haft den kontinuerlige pointe, at
der altid vil komme en stribe til.
Tilsvarende er hendes drama-tik så uhæmmet sugt ud af virkeligheden, at det ville være urealistisk at påstå, at handlingen vitterlig slutter, bare fordi
stykket gør det. Ambitionen om at skabe en formfuldendt slut-
ning i et Werdelin-stykke må derfor nødvendigvis være en
noget af en selvmodsigelse. Desuden holder vi jo ikke op med
at være vederstyggelige, ford vi bliver skildret af Nikoline
Werdelin. Vi finder bare ud af, at vi er flere, der er blinde.
Medvirkende
Søren Sibast –Jens Zacho Böye
Isabel – Anne-Vibeke Mogensen
Helga – Lotte Munk
Joy – Camilla Einfeldt
Iscenesættelse: Inger Eilersen
Scenografi: Jesper Corneliussen
Lysdesign: Jens Holm Larsen
Lyddesign: Kim Engelbredt