Det er den 11. september 2001. Manden arbejder på 106. og 107. etage i World Trade Centers nordtårn. Da flyet rammer bygningen er alt håb om flugt ude, og han står overfor det sværeste valg et menneske kan stå overfor.

I et sjæleligt ingenmandsland gennemgår han i tankerne det liv han har forladt. Livet med hustruen og børnene han elsker så højt. Minutterne inden orden bliver til kaos da flyet forvandler tårnet til et brændende inferno. De fejl, der uundgåeligt hører til et levet menneskeliv.

ANMELDELSE  af Henrik Lyding Jyllandsposten 
Springet. Enden.

Tårnspringeren er dramatiker Andreas Dawes bud på de tanker, der er gået igennem en uidentificeret mands hoved da han springer ud af det brændende nordtårn. Det er manden, der i et forunderligt fredfyldt og samtidigt hjerteskærende øjeblik blev foreviget i frit fald af en fotograf den 11. september 2001. 
Vi har lige set ham igen, manden, der sprang i døden fra det ene af tvillingtårnene i New York den 11. september 2001. Fastfrosset i fotografiets evighed hænger han i luften på vej mod sin død. Men hvem var han, hvad tænkte han inden springet? Det har den debuterende dramatiker Andreas Dawe begået en stærk og ægte monolog om, der fastholder manden i sekunderne mellem liv og død. I et himmelgråblåt intethedsrum befinder han sig, mens han fortæller sin historie. Fortæller i nutid, som om han stadig levede. Om springet, om de mange, der sprang før ham ind i det evige mørke. Om familien og smukke morgener, om forelskelsen og arbejdet som dessertkok i restauranten på 107. etage i Nordtårnet. Om øjeblikket, da de alle opdagede den lavtflyvende Boing 767 med kurs direkte mod dem.

Med spillekort, dominobrikker og kridt sætter han billeder på sin grufulde historie, mens de gråblå vægge fyldes med drivende skyer og skyggeaftegninger af den elskede, eller eksploderer i det øjeblik, hvor flyet brager igennem bygningen. Scenografen Thomas Ravnsgaard har skabt et enkelt og meddigtende scenebillede, ganske som instruktøren Inger Eilersen har mættet teksten med krop og fysisk handling. Og med klassisk musik. Hvilket mange gange understøtter historien fint, men andre gange virker som unødig bekymring for, om teksten nu kan stå alene.

Det kan den nemlig sagtens. Andreas Dawes dramatikerdebut er mere end lovende. Elegant veksler han mellem minder og mystik, mellem konkret virkelighed i tårnet og dette ingenmandsland, som manden synes fanget i, uden at det på noget tidspunkt bliver hverken banalt, fortænkt eller sentimentalt. Dertil er ordene alt for gode. Snart beder manden, mens han venter på redning, snart forbander han Gud, da ilden breder sig og truer med at stege ham ihjel, hvis ikke han springer. Mikael Helmuth, hvis 25 års skuespillerjubilæum det er, tegner ham stærkt og indfølt med både smil og fortvivlelse, håb og vrede. Et almindeligt og sympatisk menneske med en ualmindelig skæbne. Offer i en katastrofe, der ændrede verden for ti år siden. Stærkt Team Teater om tiden – til tiden.

TEAM TEATRET, HERNING:

TÅRNSPRINGEREN

Af Andreas Dawe

Scenografi: Thomas Ravnsgård

Iscenesættelse: Inger Eilersen
foto Mingo